Økologi & Landbrug Det Bæredygtige Omdjeningspunkt

Det bæredygtige omdrejningspunkt

Landbruget er omdrejningspunktet i vores vision for Gram Slot. I århundreder har Gram Slot været kendt for sine stolte landbrugstraditioner, og for at være på forkant med udviklingen inden for landbruget. Det ønsker vi at styrke og videreudvikle.

Til Gram Slot hører Gram og Nybøl Godser med 440 hektar frugtbar agerjord, og vores første skridt har været at omlægge både dem og malkebesætningen til økologisk drift. Vi driver i dag økologiske landbrug på i alt 1300 hektar, og vi har mere end 20 års erfaring på området – så vi er ikke i tvivl: Om 10 år er økologien den stærkeste folkebevægelse på jorden!

Respekt og omtanke

Bæredygtigt landbrug, drevet med respekt for både jord, dyr og natur – og med omtanke for kvaliteten af de produkter, vi frembringer, det er hvad økologi er for os. Med vores erfaring ved vi, at bæredygtigheden også er der økonomisk, for over hele verden er der voksende bevidsthed om, hvad vi udsætter både vores kroppe og vores omgivelser for.  

Vi vil gå foran og være med til at sætte fremtidens standarder, når det gælder nye metoder inden for dyrevelfærd og naturligt foder. Vi vil åbne vores stalde og vores landbrug for alle, der er interesserede i at se og opleve, hvordan et moderne, levende, økologisk landbrug drives. Vi vil lade alle ved selvsyn følge processen – fra jord til bord.