Audiowalk på Gram Slot
Tag på tur i vores vidunderlige natur, der omkranser Gram Slot, mens du følger en af vores unikke audiowalks. Alt du skal gøre er, at tage dine hovedtelefoner på, åbne den historie du vil høre herunder og følge den ganske særlige rute fra Gramgård og rundt om slotssøen. Ruten er ca. 2 km og giver en smuk naturoplevelse med kig til marker, søen, skoven og til sidst slottets park. Historierne er udviklet af eventvirksomheden Mysteriet, der også står for sommerens store Detektivgåde. Alle vores audiwalks koster gratis. Spørg i receptionen ved Gram Gård for at få udpeget stedet hvor man begynder.
Den første historie:
Fortællingen om Grevinden – Åben audiowalken ved at klikke på “Fortællingen om Grevinden”. Det er vigtigt at du begynder historien, når du står ved den blå sten med teksten “Introen”. Spørg ved receptionen for at få udpeget det rigtige sted.
Fortællingen om Grevinden er en fortælling om den sagnomspundne grevinde Anna Sophie Schack, der efter sin mands Hans Schacks død i 1719 stod i spidsen for greveskabet Schackenborg og Gram Gods. Der gik masser af rygter om Anna Sophie Schack, der både gjorde hende berømt og berygtet, og det er netop disse rygter, som denne audiowalk dykker ned i. For er det rigtigt, at Grevinden engang skubbede en tjenestepige ind i kaminen så hun døde..?
Den anden historie:
Julefortællingen – Åben audiowalken ved at klikke på “Julefortællingen”. Det er vigtigt at du begynder historien, når du står ved den blå sten med teksten “Introen”. Spørg ved receptionen for at få udpeget det rigtige sted.
Vores julefortælling er kun tilgængelig omkring jul. Historien handler om en ganske særlig nisse, der i mange år har boet på Gram Slot. Nis Von Brokkenhus har en rigtig dårlig dag, for nogen har stjålet grødrisene! Nu har han bevæget sig ud af slottet og følger et spor af ris rundt om slotssøen… Hvem mon er på spil? Og finder Nis Von Brokkenhus grødrisene og reder julen?