Gram Slots restaurant ligger i slottets gamle hestestald, med skøn udsigt over slotssøen, Gram Å og Gram Slot. Her kan du i ro og mag nyde en frokostanretning, en lækker middag eller du kan invitere til fest med op til 90 gæster. Køkkenchefen sammensætter menuerne ud fra årstidens råvarer og sætter en ære i at lave spændende mad baseret på Gram Slots egne økologiske råvarer, der kommer direkte fra slottes landbrug.
Husk at bestille bord i god tid på tlf.: 74820040. Telefontid alle dage fra 8.00 til 16.00, dog søndag fra 8.00 til 12.00.
Den første søndag i hver måned kl. 14 har vi dækket op til sønderjysk kaffebord i Herregårdsstalden.
Vi har taget den stolte traditionen op igen og disker op med en stor kagebuffet, hvor du kan gå ombord i 21 forskellige hjemmebagte kager, småkager og andre lækkerier. Og økologisk kaffe og the ad libitum.
Oplev en ægte sønderjysk tradition og se om du kan spise alle 21 kager.
Pris pr. person alt inklusiv
249,- for voksne og 125,- for børn
Køb billet online her »
Der er muligt at komme på rundvisning på slottet kl. 13.00 (uge 27-31 kl.16.00). Husk at bestille billetter online.
I sommerperioden (uge 27-31) kan du også komme til sønderjysk kaffebord hver torsdag, når vi holder vores stemningsfyldte sommermarked.
Et sønderjysk kaffebord består af 7 bløde, 7 tørre og 7 hårde kager. Traditionen med sønderjysk kaffebord startede i 1870’erne og blev et ‘adelsmærke’ for denne del af Danmark i tiden frem til 1920. I denne periode var Sønderjylland tysk område, og der var begrænsede muligheder for at forsamles og være ‘danske’. Det var forbudt for sønderjyderne at samles, hvor der blev udskænket alkohol, fordi det efter prøjsernes opfattelse løsnede sønderjydernes dansksindede tungebånd. Til gengæld måtte sønderjyderne godt forsamles om kaffe og kage, og på den måde opstod det sønderjyske kaffebord. Det udviklede sig hurtigt til et overdådigt kageorgie, fordi landbokonerne gerne skulle overgå hinanden i bagværk.