Jels vikingespil

Kun 15 km fra Gram Slot ligger Jels Sø, hvor Jels Vikingespils fantastiske friluftspil udfolder sig hver sommer og har gjort det siden 1977.

Hvert år drager tusindvis af mennesker fra nær og fjern til Jels for at overvære drabelige fægtekampe, glødende romantik og farverige optrin af hundredvis af frivillige aktører. Spillet har vokset sig frem som en af landsdelens største kulturinstitutioner.

Jels Vikingespil spiller fra 2. – 20. juli 2025. Efter forestillingen spiller et liveorkester op med flere timers musikalsk underholdning og fællessang i festsalen, Valhal, hvor det også er muligt at skåle i god gammeldags mjød.

Som tilskuer sidder du på græs, så det er en god ide at medbringe tæpper eller puder at sidde på. Det er dog muligt at leje stole i forbindelse med billetkøb.